Materialitet
og mennesket Anholt.
Af Jonas Palm
Det
utænkelige
At begribe
en materialitet med sin forstand er umuligt. Så snart materialiteten, dvs. en
hvilken som helst genstand, person, stentype og kemisk sammensætning, bliver
tænkt er det ikke længere materialiteten der er genstand for tanker, men det,
den tænkende tillægger materialiteten af betydninger.
For at
begribe en materialitet ud fra dens egen præmis, må vi ignorere vores
fortolkningsapparat. Vi skal ved hjælp
af vores sanser begribe materialiteten og fastholde denne forståelse så længe
at den har gjort et indtryk på os. Så kan fortolkningsapparatet sikkert heller
ikke ignoreres længere, men da vil det umiddelbare indtryk påvirke analysen og dermed hvordan vi tænker
på den pågældende materialitet.
For at
begribe en materialitet er det selvfølgelig nemmest at sanse en simpel form som
ikke er sammensat af forskellige materialer. En træstol er mindre forvirrende
end en palleløfter. Alligevel kræver det en del ignorering af intellektet at nå
frem til materialiteten i stolen. Først skal man ikke se det som en stol, men et
behandlet træstykke af en bestemt sort, tykkelse osv. Dernæst det som binder
dem sammen og ligeledes hvilken form det danner.
Det handler
om at bruge sine sanser fuldt ud. Følge og nyde sine sansers umiddelbare
indtryk af den sansede væren, uden at bruge sit intellekt. Det skal prøves at
forstås uden at blive tænkt.
Formålet med
at begribe materialitet på dets egets
præmis.
Der er mange
gode grunde til at søge en sådan erfaring. Det er et mere retvisende og
sandfærdigt indtryk af verden. Selve
forsøget vil kunne give dig en fornemmelse for mystisk indsigt og lykkes det,
vil du blive mystiker. Ikke fordi at materialitet på materialitetens præmis er
mystisk, men det ligger så fjernt fra vores kulturelle fortolkningsrammer, at det
vil blive ekstremt og fremmed.
At sanse
væren uden at begribe det med sit kulturelt betingede intellekt, vil være et
berusende trip, en transcenderende rejse til rå erkendelse. Skal erkendelsen give mening og gøres
begribelig skal den transformeres eller formaliseres sprogligt. Deri bliver
projektet umuligt, for sproget er en konstruktion som tjener kulturens præmis.
Ethvert forsøg hilses dog velkommen og giver os mange interessante tanker som
udvikler kulturen.
Talen; Anholt,
det ægte menneske.
Måske eksisterer
Anholt ikke. For nemhedens skyld vil jeg
slå det fast. Anholt eksisterer ikke. Politisk set. Det giver os friheden til
at skabe og definere Anholt.
Anholt skal
være en ø, muligvis omgivet af vand. En kunstig ø som tjener rekreative og
mystiske formål. Øen er mest en ørken, men har dog en skov, drikkevand og et
relativt varieret dyreliv. Placeringen
er vigtig. Her er jeg villig til at lytte, men forestiller mig et sted inde i
et gigantisk rumskib. En sådan placering vil udstråle imperial arrogance. Det
viser stålfast insisteren på Anholts betydning. Da Anholt hverken er en smuk
oase eller et paradis, vil øen mere signalere mystisk betydning, end luksuriøs
dekadence.
Hver kvadratmeter
i et rumskib er naturligvis en udgift. At skabe Anholt der, vil være en
betragtelig økonomisk udfordring, men jeg er sikker på vi kan finde de
nødvendige ressourcer.
Det mystiske
formål med at skabe Anholt, er at erkende det ægte menneske. Det er vores
kulturs uerkendte stræben. Vi tror på
konteksten. Alt eksistere kun i forhold til konteksten, selv mennesket. At
eksistere er at forstå sig selv i forhold til sine omgivelser, medieringer og
relationer. Kan vi ikke afkode konteksten, ophøre vi med at eksistere. Vores
legemer er da blot bizar interiør for andres eksistens. Det gælder naturligvis alt
hvad vores kultur kan formulere. Sandhed, stemning, liv og død.
Vores kultur opretholdes af folk som os,
uendeligt selvoptagede væsner. Vi ønsker en unika væren, en ægte eksistens, et
jeg. Samtidig erkender vi og anerkender kun en relativ og kontekstuel
virkelighedsforståelse. Det skaber et logisk og tabubelagt kulturelt traume.
Manglen på selverkendelse. Hvem er vi egentlig?
Vi kan kun
se os selv som konstruktioner. Vores jeg er en omskiftelig fortælling, styret
af sin kontekst. Jeg-konstruktionen kan lide, føle sorg, glæde og forløsning.
Det er dog ikke umiddelbare følelser og sindstilstande. Jeg-konstruktionen
bearbejder det umiddelbare, så det bliver konformt kulturelt afkodeligt. Vores
kultur er dog meget rig på konforme
fortolkninger af sindstilstande og fortællinger. Vi har så mange at vælge i
mellem, at det føles som vores egne umiddelbare oplevelser. Vi kan narre os
selv så vi ikke opdager den kulturelle omformning af vores mest betydningsfulde
oplevelser. Vi kan fortrænge traumet, men samtidig ønsker vi, i højere og højre
grad, et selvstændigt jeg, at være et ægte menneske.
Det er den
virkelige grund til at skabe Anholt. En kunstig og overskuelig ø som rummer liv
og kimen til ægte menneskelighed. Anholt bliver vores portal til en tilstand vi
kun kan gisne om. Vi vil træde ud i den virkelige ægte verden, øen Anholt. Der
vil vi som nyfødte forstå materien, altet, altings væren. Vi smelter sammen med
den sande virkelighed, uden nogen kulturel afhængighed. På Anholt vil vi tale
det sande sprog og alt væren vil tale til os og vi vil forstå. Ser i det,
venner? vi bliver som superhelte, vi kan afkode matrixen.
Det er
visionen, kan vi blive ægte mennesker vil alt ægte tale til os og give os sand
viden. Det betyder magt. Viser det ægte menneske at være vores kulturelle orden
underlegen, vil den erkendelse også være yderst fordelagtig. Da har vi jo
bevist vores kulturs overlegenhed og deri fået magtfuld propaganda over for
rivaliserende kulturer.
At opføre
Anholt og bruge øen bevidst mystisk, vil under alle omstændigheder være en stor
kulturel bedrift. I første omgang skal et stort antal forskere, kunstnere,
filosoffer og fritænkere hyres til at udforme og udforske øen. De skal styres
af et vildtvoksende og selvregulerende bureaukrati som dræner statskasserne og
gør militæret misundelige. Dette overdrevne ressource forbrug er nødvendigt.
Det giver vores kultur den store respekt for projektet og følelse af universel
nødvendighed der skal til. Ikke for at opføre selve øen, men give den
nødvendige alvor som kan gøre Anholt transcenderende.
Efterskrift.
Som talen om
Anholt viser, er vejen til at forstå væren og se sin egen væren, meget lang. Vi
mennesker kan ikke gøre det ved hjælp af vores sanser, ej heller forstand. Vi
kan kun gisne medmindre vi går ad mystiske veje. Det er sandsynligt at næste
generation af opretgående, tænkende aber, vil være os så overlegen, at de kan
sanse alt væren som det virkelig er i sin egen materialitet. Muligvis vil vi
med årene skabe en kunstig intelligens, som har sådanne egenskaber. Måske vil vi
have så stor forældrekærlig stolthed for denne nye intelligens, at vi vil nyde
dens opdagelser uden misundelse og frygt. Så kan vi udleve vores egne
romantiske længsler efter ægthed, gennem menneskeskabte kunstige
intelligenser.
I de næste
mange år vil det dog være uafklaret. Som
menneske i vores kulturelt betinget verden, vil ideen om sand forståelse, af
det som eksisterer materielt, forblive et tanke eksperiment. Dog giver tanken en sund kontrast til vores
kulturs dyrkelse af det flydende, kontekstuelle og relative virkeligheds syn.
Ikke fordi at ægte forståelse af materialitet nødvendigvis vil sætte spørgsmålstegn
ved vores kultur. Det kan vi jo i sagens natur ikke vide.
