Surdejens væsen                            2009

 af Jonas Palm

Opløsningsæstetik

Det kulturelle væsens behov for opløsningsæstetik er tydeligst i trofæet. Fjendens afhuggede hoved sat på en stage. Der blev behovet overgjort til en grotesk triumf. Hovederne sad på stagerne, mens de langsomt opløstes til få uformelige fragmenter, som med tiden helt forsvandt. Processen bestod af flere stadier, hvorved hovedet langsomt blev til et nedbrudt kranie, for til sidst at formen helt mistede forbindelsen til ethvert menneskeligt træk. Det må utvivlsomt have påvirket beskueren meget stærkt.

En så radikal ændring af hovedet er mere voldsom end blot en påmindelse om døden. Det er et grotesk billede på materialitetens uundgåelige sammensmeltning. Af noget er du kommet, til noget skal du blive. Intet er statisk. Alt er en boblende masse, som tilfældigt danner fragmenter som vi kan forholde os til, hvorefter fragmenterne skifter form og bliver til gærende masse igen.  

Opløsningsæstetik er en dyrkelse af tilfældige fragmenters mystiske kvaliteter. En nydelse af mærkværdige forklumpninger i forhold til den samlede surdej. Beskueren smelter sammen med forklumpningen i øjeblikket, det tidsopdelte interval der adskiller sig fra den flydende bevægelse. Bagefter når tidsintervallet er gået, vil alting have opløst sig på ny, men erindringen om det øjeblik, står tilbage som et klargørende billede på hele processen. En mystisk viden er gået i blodet på beskueren og mætter.    

Surdej og entropi     

Altets eller materialitetens væsen er at forestille som en gærende surdej. Altid under nedbrydning og opbygning, gærende og sprudlende. Dens slutresultat kan vi kun gisne om, men den må være yderst kaotisk, en overhævet størrelse, som er udsplattet til et ufatteligt kaos.  Surdejen kan dog kun forstås som tidens indvirkning på verden, universet, det man med et kalder væren. For ser man surdejen uden tidsaspektet, vil det være de enkelte nuværende fragmenter man forholder sig til. Eksempelvis en butik eller en hest. Vi ved naturligvis at hesten vil dø og blive til løvefoder og butikken på et tidspunkt går konkurs og bygningen bliver revet ned. Alligevel tænker vi på en hest og en butik som en statisk størrelse og ikke en bevægelse, hvor det vi ser, hesten og butikken, på sigt er på vej til at blive nedbrudt. Det gælder alt, selv guld og diamanter bliver nedbrudt, men når vi tænker på dem og taler om dem er det som konstante størrelser.

Det er en naturlov kaldet entropi. Den går ud på at ethvert lukket system, som ikke for tilført ny energi, vil gå fra orden til kaos.  Tiden bliver tænkt med som en faktor. Det gælder alt. Tænk bare på dit eget hjem, tilfører du det ikke ekstra energi i form af rengøring, vil der hurtigt blive kaos og til sidst hvis der aldrig bliver vedligeholdt, vil huset falde sammen, blive en ruin. I større skala er solsystemet også et lukket system som langsomt vil dø, medmindre vi engang om x antal år får en ny sol… Alt det her ved vi selvfølgelig godt, men samtidig eller måske netop derfor, har vi et behov for at udråbe kulturelle objekter og ideer som evige. Det er her konservatoren bliver vigtig. Oprindeligt hang Mona Lisa på et badeværelse, hvor fugten tydeliggjorde entropien. Nu bliver den og alle andre museumsgenstande, holdt kunstigt i live. Der bliver tilført ekstra energi så opløsningen bliver udskudt en smule.

Surdejens rødder     

Den amerikanske halvfjerdser kunstner Robert Smithson er den mest markante entropi-elsker jeg har hørt om. Hans land art kredsede hele tiden om nedbrydningssurdejen. Det mest berømte værk er Spiral Jetty i Salt Lake, som du, kære læser, sikkert kender alt til, ellers er det kun et spørgsmål om google. Pointen er at værket blev skabt, velvidende, at medmindre han slæbte nye tons jord til værket ville det forsvinde i Salt Lake, blive opslugt og forandret til kaos. Derfor skulle den ligge der og ikke i et museums balsamerende skyggerige. Nu er værket kun synligt under ekstrem tørke og findes ellers kun som fotos og video og selv den dokumentation vil blive opløst med tiden.

Robert Smithson og hans ligesindede i land art genren er naturligvis ikke de eneste der har interesseret sig for tidens indvirkning på kulturelle objekter. Romantikkens dyrkelse af ruiner og halvdøde skulpturer, er meget interessant. Et bestemt stadie af forfald ophæves til at være ekstra skønt, skønnere end dens oprindelige form. Derefter gjaldt det om at fastfryse den bestemte tilstand af forfald. Kultur objektet måtte hverken restaureres eller føres hen til et nyt stadie af forfald. Den tilfældige ruin status som blev vedtaget værende ekstra skøn, skulle opretholdes. Da det blev alment kendt at de smukke græske marmorstatuer oprindeligt var bemalet i stærke cirkusfarver, var der ingen romantiker som ville genskabe den tilstand. Stod det til Robert Smithson skulle sådanne statuer bare have lov at smuldre hen og så færdig med det.

Surdejs kulturer

 Selv ideer om entropi smuldre og bliver en eviggyldig naturlov, men kun for kulturen, den som ikke længere er, for hvad er kultur andet end en flygtig erindring, som langsomt fortrænges? En svigfuld og usand ide som per automatik kun kan mistolkes og avle deforme tanker.  Vi nægter kollektivt kulturen som nærvær, værende i nuet og acceptere kun handlinger, møder med kultur, som nødvendige onder, for at brødføde vores erindring. Bevidstheden, i sin reneste form, opstår først på femte dagen. Da mødet med objektet er fordøjet, genfortalt og genfortællingen er blevet kollektivt indskrevet i kulturen.  Det er en vigtig pointe der er værd at fejre. 

Entropi processer er den naturlige udvikling af vores kultur. Vi degenererer den til en monstrøs størrelse. Der bliver ikke i nødvendig grad tilført ny energi til kulturen, som til gengæld æder sig selv og degenererer til en ukendelig dekadent surdej. Det er præmissen for enhver kultur. Ud af andre surdeje opstår en ny spændende bakteriekultur, som så til sidst bukker under, æder sig selv ihjel og bliver til surdej igen. Bedst beskrevet er naturligvis romerrigets fald. Kan vi opnå et lige så farverigt og spektakulært fald, vil opløsningen til surdej være en triumf for vores kultur, der vil inspirere andre kulturer der træder ud af surdejens uformelige substans.

Som frembringer af kulturelle objekter, skal det ikke være et problem, men derimod en sandfærdig tilgangsvinkel til at producere. I første omgang skal man mættes i en sådan grad at objektskabelsen bliver en indre nødvendighed. De kulturelle indtryk skal omsættes til nye objekter. Disse objekter vil andre så optage og fordøje, sammen med andre kulturelt betingede indtryk. Det vil så igen generere nye objekter osv. Der er med tiden blevet skabt så mange kulturelle objekter, som i sig selv også konstant forandres, at der i brugen af de mange variationer, opstår en fornemmelse af at der bliver tilført ny energi til vores kulturelle miljø. Med tiden vil mulighederne for cirkulation, dog virke så fordærvet, at systemet bryder sammen. Der skal ny energi til, sådan fungere naturlovene ganske simpelt. Det mest fantasifulde, ville naturligvis være hvis energien kom fra ikke-jordiske kilder. Kulturobjekter fra rummet. Med mindre det ville være for stærk en påvirkning og blot forøge opløsningen.