Det var en overskyet sen aften, tæt på midnat. Solkongens Nabo havde drukket det meste af en flaske russisk vodka og spist sig mæt i caviar i toget mellem Zagreb og Wien, da han fik en pludselig indskydelse og begyndte at se fortnite Youtuberen clixs video, you keep mooving.
Solkongens Nabo blev perifert interesseret i måden hvorpå Clix valgte at filme sit tastatur og sin hånd, mens han optog hvad han kunne se på sin skærm dvs fortnite spillet fra hans perspektiv og den samtale han førte med en anden spiller.
Filmen arbejdede på tre planer.
1. En uinteressant optagelse af et eller andet barn der spiller et online socialt skydespil.
2. En lige så uinteressant dialog mellem to spillere hvor de i alt venskabelighed håner henanden, selvom de begge ved at Clix er den anden overlegen.
3. Clix filmer sin fysiske hånd og sit fysiske keyboard og viser det imens man følger de to andre planer!
På en måde kan det se ud som den virkelige verden og virtuelle verden smelter sammen at to ligebyrdige gestaltninger i forskellige dimensioner er afhængige af henanden er to modsætninger der skaber et hele, men at de ikke kan eksistere uden henanden.
Men det er naturligvis en illusion.
Filmen viser netop kun den eneste del af den fysiske verden der er vigtig for at agere i den virtuelle. En hånd! Den fysiske verden er degraderet til blot at være et redskab for at træde ind i systemernes og tænkningens verden, den virtuelle virkelighed. Og selv den smule fysisk virkelighed (en hånd) skal støttes op af et lysende keyboard. Videoen indikerer et klart hiraki mellem fysisk eksistens og virtuel virkelighed. Keyboarded understreger hirakiet med en stor fed selvlysende overstregningspen. Hånden er kun interessant fordi den kan danse på, håndtere og udføre mirakler i den virkelige verden.
Men det er ikke den virtuelle verden der er den igentlige top i hirakiet. Det er eksistensen på de sociale medier som er den hirakiske top. Der hvor igentlig eksistens som fænomen materialisere sig.
