lørdag den 21. januar 2012

Lystig materialitet


Spillemanden


Musikeren er på vej. Han bærer djævlens mærke og synger for dig. Han er musikkens instrument og drikker mens musikken dirigerer sin egen klage.

Det handler om smerte, broder prolet!

Der er selvfølgelig et kompliceret klassificerings apparat for at redegøre for den enkelte musikers karakteristika, artsfæller, reservat og historiske kontekst. Derudover er der de overordnede kortlægninger som giver en samlet forståelse af musikken og dens  performere.

Musikken kræver ofre og vil gerne fortære sine spillemænd. Publikum hypnotiseres af en knitrende lyd fra imaginære flammer.  Det er musikerens sjæl der brænder og oplyser menneskeheden. Så skal vi danse om dette bål, det er en gave til os, men en gave vi ikke må sige nej til. At gå i ekstase til musikkens fortærende krav, er en hellig offer ceremoni menneskeheden er forpligtet til.  Det er med til at opretholde kulturens orden. 
En spillemand  er altid på vej. Højst tre måneder et sted og det er sjældent. Det er en del af kontrakten, brydes den kræves ekstraordinære ofre. Enten må spillemanden yde store ofre til musikken på anden vis, eller søge asyl hos andre magtfulde afguder. Ofte afsluttes det med magisk tal mystik, dø når du er 27 og hold tallet helligt, så bliver musik afguden glad og pøbelen kan gå i ekstase. Det vigtigste er mentaliteten. Tvivl  og lid eller vær ovenud lykkelig eller helt gennemført i balance med dig selv og altet. Også her er tre måneder maksimum, da skal spillemanden videre på sin fysiske og mentale rejse.
Spillemanden kan dog opnå en sådan kompleksitet  at musikken er af sekundær betydning og spillemanden kan spille de forskellige afguder ud mod hinanden. I fleste tilfælde må selv den snedigste og mest magtfulde spillemand vælge sin herre eller blive fortæret af de ophidsede afguder. 
Her kræves eksempler, for hvem er disse afguder og hvad vil de dog med den per definition tragiske spillemand. Lige som musikken er litteraturen og den folkelige fortælling, næsten autonome afguder i kulturens orden. Mere konkret er statsapparater og komplekse institutioner. Disse afguder kan bruge spillemanden og han kan bruge dem til selv at blive en afgud.
Da er spillemanden transcenderet, ophørt med at eksisterer og et monster eller en helt har skabt sig selv. For spillemanden skal dø tragisk, ligesom soldaten skal dø i krig og en frihedskæmper forrådes af en ven.
Monsteret eller helten, spillemanden der ophørte med at eksistere, tilhøre en ny gruppering. De er begrænset i antal, men i kompleksitet, myte dannelse og romantisering er de et stort, yderst interessant og velbesunget stof. De er afgudernes masker, og i sagens natur skuespillere. Den store entertainer der repræsentere sine afguder og tages med i faldet.  Denne mærkværdige person kan i visse særligt begunstigede tilfælde opsige sine kontrakter med de store afguder. Enten finder han en ny fyrste, går tilbage til sine rødder eller, og det er min yndling; blive så kompleks og sammensat at spillemanden ikke kan repræsentere andet end sin egen kompleksitet. Hans afguder bliver ikke opslugt af spillemanden eller omvendt. Pagten fortsættes men uden topstyring. Spillemanden er da selv en institution med eget autonome bureaukrati. Spillemandens egen mening bliver underordnet, selv døden. Ligeledes hans afguder. Bureaukratiet bestemmer og vil udsende et eksponentielt stigende antal objekter der retfærdiggøre og opretholder sin eksistens.      
Spillemandens liv er selvfølgelig kaotisk for han følger en sær vej som til tider er latterlig og meningsløs. Stædigt må spillemanden fortsætte og søge trøst og varme i tilfældige surrogater. Her er geografien , tidsånden og årstal væsentlig. Musik afgudens begunstigede, den konkrete spillemand, må ofte besk erfare at tilfældet ikke altid er retfærdig. Kogesprit, 40 minus grader og sult er nogens skæbne, mens andre drikker ægte whisky, kolde øl, går mætte i seng og sniffer coke i 30 graders solskin.
spillemanden repræsentere en slags frihed, noget andet, som lytteren kan forholde sig til. Det kan blive farligt. Massen kan provokeres og kæmpe imod den andethed, som spillemanden besidder. Så må han flygte, jaget som et skadedyr og måske sættes han i fængsel, arbejdslejr eller kæmpe og tragisk brække nakken.    
Sættes spillemanden i fængsel eller sendes i arbejdslejr, er han ikke fritaget for sin kontrakt med musik afguden. Tre måneder er maks. Så skal han skifte scene, og helst synge nye sange. Det er krævende, men ikke umuligt selv i et lille lukket system som fængsler, findes der grupperinger og fysiske lokaliteter hvor spillemanden kan performe.
Den mætte og veltilpassede spillemand bliver aldrig musikkens instrument. Dertil er musikken en alt for streng og krævende afgud. Den mætte og veltilpassede kan kun imitere musikken men er har dog en funktion, for imitatoren opretholder kulturens konformitet.
Spillemanden har indset at han er ophørt med at eksistere og kun har den væren som musikken tillader.  Han er musikkens instrument og for at bekræfte rollen, tillægger spillemanden sit eget ynglings instrument, en sær og magisk kraft. Spillemandens instrument bliver symbolet på bindingen og forpligtigelsen til musik afguden. Derfor virker det så stærkt når spillemanden smadre sit eget instrument, en blanding af frihedstrang, trods og insisteren på egen eksistens. Det er selvfølgelig bluf, endnu en rituel handling, som bekræfter den andethed som musik afguden giver sine disciple.
Spillemandens navn er vigtig, det skal kunne bære en hel karriere, skiftende tider og spillemandens egne sære forandringer. Her bliver det tragisk komiske element overgjort. Spillemandens valgte navn er musikkens ejendom og mennesket bag spillemanden bliver navnløs. Her findes snedige strategier, som får spillemanden til at glemme at han er navnløs, ja han kan endog bilde sig selv ind at han har snydt musikafguden og har et personligt navn. Snedig maskering og både have kunstnernavn og borger navn, snyder ikke musikken. Spillemanden har kun et navn og det er musikafgudens ejendom.
Musik afguden er en del af kulturens orden og afhængig af de andre, kulturens afguder. Det gælder også for dens repræsentanter og dermed spillemanden.  Han indgår i et fællesskab, nogen gange uvidende og med års forskydninger, andre gange både fysisk og bevidst. Grupper hvor spillemænd indbyrdes eller sammen med, digtere, kunstnere, forfatter og andre ånds personer, flyder sammen og skaber et fælles kulturelt udtryk eller objekt.
En sådan tilstand opsuger individet og vil fortsætte med at ekspandere til ekstasen bliver konform og kulturafgudernes ynglinge flyder bort. De vil søge nye ekstaser og fortsætte med at formidle kulturen mens de spændte og paniske, venter den store fortæring.