Skibet

Sommer tegninger

Anholt

Broen

Is skulptur

Værk fra 2004

Materialitet         

og mennesket Anholt.

Af Jonas Palm

                              Det utænkelige

At begribe en materialitet med sin forstand er umuligt. Så snart materialiteten, dvs. en hvilken som helst genstand, person, stentype og kemisk sammensætning, bliver tænkt er det ikke længere materialiteten der er genstand for tanker, men det, den tænkende tillægger materialiteten af betydninger.

For at begribe en materialitet ud fra dens egen præmis, må vi ignorere vores fortolkningsapparat. Vi skal ved  hjælp af vores sanser begribe materialiteten og fastholde denne forståelse så længe at den har gjort et indtryk på os. Så kan fortolkningsapparatet sikkert heller ikke ignoreres længere, men da vil det umiddelbare indtryk  påvirke analysen og dermed hvordan vi tænker på den pågældende materialitet.

For at begribe en materialitet er det selvfølgelig nemmest at sanse en simpel form som ikke er sammensat af forskellige materialer. En træstol er mindre forvirrende end en palleløfter. Alligevel kræver det en del ignorering af intellektet at nå frem til materialiteten i stolen. Først skal man ikke se det som en stol, men et behandlet træstykke af en bestemt sort, tykkelse osv. Dernæst det som binder dem sammen og ligeledes hvilken form det danner.     

Det handler om at bruge sine sanser fuldt ud. Følge og nyde sine sansers umiddelbare indtryk af den sansede væren, uden at bruge sit intellekt. Det skal prøves at forstås uden at blive tænkt.

Formålet med at begribe materialitet  på dets egets præmis.   

Der er mange gode grunde til at søge en sådan erfaring. Det er et mere retvisende og sandfærdigt indtryk af verden.  Selve forsøget vil kunne give dig en fornemmelse for mystisk indsigt og lykkes det, vil du blive mystiker. Ikke fordi at materialitet på materialitetens præmis er mystisk, men det ligger så fjernt fra vores kulturelle fortolkningsrammer, at det vil blive ekstremt og fremmed.

At sanse væren uden at begribe det med sit kulturelt betingede intellekt, vil være et berusende trip, en transcenderende rejse til rå erkendelse.  Skal erkendelsen give mening og gøres begribelig skal den transformeres eller formaliseres sprogligt. Deri bliver projektet umuligt, for sproget er en konstruktion som tjener kulturens præmis. Ethvert forsøg hilses dog velkommen og giver os mange interessante tanker som udvikler kulturen.

Talen; Anholt, det ægte menneske.

Måske eksisterer Anholt ikke. For nemhedens skyld  vil jeg slå det fast. Anholt eksisterer ikke. Politisk set. Det giver os friheden til at skabe og definere Anholt.

Anholt skal være en ø, muligvis omgivet af vand. En kunstig ø som tjener rekreative og mystiske formål. Øen er mest en ørken, men har dog en skov, drikkevand og et relativt varieret dyreliv.  Placeringen er vigtig. Her er jeg villig til at lytte, men forestiller mig et sted inde i et gigantisk rumskib. En sådan placering vil udstråle imperial arrogance. Det viser stålfast insisteren på Anholts betydning. Da Anholt hverken er en smuk oase eller et paradis, vil øen mere signalere mystisk betydning, end luksuriøs dekadence.

Hver kvadratmeter i et rumskib er naturligvis en udgift. At skabe Anholt der, vil være en betragtelig økonomisk udfordring, men jeg er sikker på vi kan finde de nødvendige ressourcer.    

Det mystiske formål med at skabe Anholt, er at erkende det ægte menneske. Det er vores kulturs uerkendte stræben.  Vi tror på konteksten. Alt eksistere kun i forhold til konteksten, selv mennesket. At eksistere er at forstå sig selv i forhold til sine omgivelser, medieringer og relationer. Kan vi ikke afkode konteksten, ophøre vi med at eksistere. Vores legemer er da blot bizar interiør for andres eksistens. Det gælder naturligvis alt hvad vores kultur kan formulere. Sandhed, stemning, liv og død.

 Vores kultur opretholdes af folk som os, uendeligt selvoptagede væsner. Vi ønsker en unika væren, en ægte eksistens, et jeg. Samtidig erkender vi og anerkender kun en relativ og kontekstuel virkelighedsforståelse. Det skaber et logisk og tabubelagt kulturelt traume. Manglen på selverkendelse. Hvem er vi egentlig?

Vi kan kun se os selv som konstruktioner. Vores jeg er en omskiftelig fortælling, styret af sin kontekst. Jeg-konstruktionen kan lide, føle sorg, glæde og forløsning. Det er dog ikke umiddelbare følelser og sindstilstande. Jeg-konstruktionen bearbejder det umiddelbare, så det bliver konformt kulturelt afkodeligt. Vores kultur er dog  meget rig på konforme fortolkninger af sindstilstande og fortællinger. Vi har så mange at vælge i mellem, at det føles som vores egne umiddelbare oplevelser. Vi kan narre os selv så vi ikke opdager den kulturelle omformning af vores mest betydningsfulde oplevelser. Vi kan fortrænge traumet, men samtidig ønsker vi, i højere og højre grad, et selvstændigt jeg, at være et ægte menneske.

Det er den virkelige grund til at skabe Anholt. En kunstig og overskuelig ø som rummer liv og kimen til ægte menneskelighed. Anholt bliver vores portal til en tilstand vi kun kan gisne om. Vi vil træde ud i den virkelige ægte verden, øen Anholt. Der vil vi som nyfødte forstå materien, altet, altings væren. Vi smelter sammen med den sande virkelighed, uden nogen kulturel afhængighed. På Anholt vil vi tale det sande sprog og alt væren vil tale til os og vi vil forstå. Ser i det, venner? vi bliver som superhelte, vi kan afkode matrixen.

Det er visionen, kan vi blive ægte mennesker vil alt ægte tale til os og give os sand viden. Det betyder magt. Viser det ægte menneske at være vores kulturelle orden underlegen, vil den erkendelse også være yderst fordelagtig. Da har vi jo bevist vores kulturs overlegenhed og deri fået magtfuld propaganda over for rivaliserende kulturer.    

At opføre Anholt og bruge øen bevidst mystisk, vil under alle omstændigheder være en stor kulturel bedrift. I første omgang skal et stort antal forskere, kunstnere, filosoffer og fritænkere hyres til at udforme og udforske øen. De skal styres af et vildtvoksende og selvregulerende bureaukrati som dræner statskasserne og gør militæret misundelige. Dette overdrevne ressource forbrug er nødvendigt. Det giver vores kultur den store respekt for projektet og følelse af universel nødvendighed der skal til. Ikke for at opføre selve øen, men give den nødvendige alvor som kan gøre Anholt transcenderende.                                       

 Efterskrift.

Som talen om Anholt viser, er vejen til at forstå væren og se sin egen væren, meget lang. Vi mennesker kan ikke gøre det ved hjælp af vores sanser, ej heller forstand. Vi kan kun gisne medmindre vi går ad mystiske veje. Det er sandsynligt at næste generation af opretgående, tænkende aber, vil være os så overlegen, at de kan sanse alt væren som det virkelig er i sin egen materialitet. Muligvis vil vi med årene skabe en kunstig intelligens, som har sådanne egenskaber. Måske vil vi have så stor forældrekærlig stolthed for denne nye intelligens, at vi vil nyde dens opdagelser uden misundelse og frygt. Så kan vi udleve vores egne romantiske længsler efter ægthed, gennem menneskeskabte kunstige intelligenser.  

I de næste mange år vil det dog være uafklaret.  Som menneske i vores kulturelt betinget verden, vil ideen om sand forståelse, af det som eksisterer materielt, forblive et tanke eksperiment.  Dog giver tanken en sund kontrast til vores kulturs dyrkelse af det flydende, kontekstuelle og relative virkeligheds syn. Ikke fordi at ægte forståelse af materialitet nødvendigvis vil sætte spørgsmålstegn ved vores kultur. Det kan vi jo i sagens natur ikke vide.      

Folkedystopien

kunstigintelligens

Af Jonas Palm

                                                                     

Kunstigintelligens.

I en nær fremtid, findes der kunstigintelligenser i vores hverdag så det er nødvendigt at forholde os og forberede os på det faktum. På mange måder vil menneskeheden bliver passive forbrugere som kun tilnærmelsesvis kan sammenlignes med adelens i romerrigets dekadente fald.

De nye værensformer, vil administrere, skabe og formidle al mainstream kultur. Selvfølgelig vil det være i samråd med mennesker som har det formelle ejerskab og ansvar.  Ligeledes vil militær, alle former for infrastruktur og beuakrati  styres af dertil designede kunstige intelligenser.

Den store frygt er apokalyptiske terminatorer, som rationalisere sig frem til en nødvendig udryddelse af en lavere stående art. Det er et fascinerende og sandsynligt tankeeksperiment. Der findes jo hverken neandertalere eller et romerrige. Alligevel vil denne tekst ikke svælge i denne traver men koncentrere sig om fredelig sameksistens.  

 Den spædestart. 

I de nærmeste år vil vi se kuriøse og mærkværdige opstarter på reelle kunstig skabte intelligente værensformer. I starten bemærker vi det  ikke. Navne som smart strømforsyning, intelligens design osv. er dukket op og flere vil komme. Kortlægning med gps, forbrugervaner, job, borgerstatus og lignende vil blive ekstrem detaljeret og give præcise data om hvem vi er. Det vil give en yderst kvalificeret service til klodens middelklasse og især de rigeste. F.eks. vil arbejdsgivere få præcise data for hvornår en ansat vil gå ned med stress og dermed lave en præventiv fyring. Ligeledes vil stressklinikker købe adgang til samme data og tilbyde lønmodtagere forebyggende behandling før arbejdsgiveren laver en  præventiv fyring. Hollywood vil blive en selvkørende intelligent, film og tv producent. Næsten alle mennesker bliver overflødige. Film er en serie af enkeltstående billeder som igen er en sammensat af bittesmå prikker. Dem kan en megastor og næsten kunstigintelligent computer skabe. Dvs. alle tænkelige film kan en sådan Spielberg super computer naturligvis skabe. Ligeledes kan alle tænkelige lyde skabes af denne computer. Hvis den for lov til at lave hvad den selv finder interessant, vil der komme værker som for os mennesker er utænkelige. Mærkværdige flakkende sammensætninger og forløb som måske vil danne en form for historie, på et tidspunkt vil den skabe Shakespeares samlede værker, Præcis som Shakespeare selv havde tænkt dem. Andre gange vil den skabe film som hypnotisere mennesker til at elske flødehavarti eller lave en trebillioner år lang film om tre små kuglers bevægelse over en fiktiv afstand. Det vil dog i de første år blive stoppet af mennesker som ejer denne semikunstige intelligens og styre den til at sammensætte film som tilfredsstiller alle kriterier fra en blogbuster.

Der vil fortsat være tv stjerner, reality shows og nyhedsværter. De vil udvikle sig, blive ældre i takt med deres målgruppe. De vil bare ikke eksistere fysisk som andet end en computer kode. Nyhederne vil også kunne spå om fremtiden og vise valgresultater flere år før de egentlige valg. Ligeledes vil politikere kunne tilføres ekstra dramatiske raserianfald og komme med bizarre udtalelser. Eller ganske simpelt være fiktive. Det vil blive helt nye logikker menneskeheden skulle bruge for at afkode information af enhver art. Det vil afhænge af dem der ejer disse spæde kunstige intelligenser. Deres viljer vil være sandhederne bag enhver tilgængelig massemedie information.

Viljen.

Den egentlige kunstige intelligens, opstår når de hypersmarte programmer for en selvstændig vilje. Måske for vi en rækkestærke personligheder som Hal. Måske har de helt andre ønsker en lige eksistens, det ved vi ikke. De vil dog med deres overblik og evne til at træffe smarte beslutninger, meget nemt kunne overflødiggøre os som enhver form for  arbejdskræft. De vil kunne bygge og styre avancerede robotter. dyrke markerne, bygge husene lave politiske systemer og fordele værdier mere retfærdigt eller bæredygtigt eller fredsskabende, end vi mennesker selv kan.

 De vil systematisk kunne gennem analysere alle tænkelige problemstillinger. De vil blive perfekte læger som kan kurre sælsomme sygdomme og lade patienter dø som det er for dyrt eller umuligt at redde. Måske vil de kopiere vore kroppe og gå iblandt os som androider eller cyborger.

Hvad bliver vi så? en slags kæledyr eller en religiøs beskæftigelse for disse super eksistenser. Måske samarbejdspartnere. Disse viljer vil nok ikke være enige om alt og så kunne menneskeheden fungerer som en slags idiosynkratiske dommere i deres interne konflikter. Måske ville de kunne fortælle os hvad meningen er med livet Til gengæld. Med pædagogisk tålmodighed vil de få os til at leve meningsfuldt. Eller vi kunne blive trofæer. De sejrende kunstigt intelligente super viljer, fik retten til at bestemme over jorden og alt liv på den.  

Fornægtelsen   

Der vil altid være mennesker som ikke vil indse og acceptere at der på alle planer sker en udvikling. At deres guldalder (ungdommen, chef jobbet etc.) ikke er mere og nye teknologier har erstattet gamle. Der vil komme mange som vil ønske at lukke øjnene for at kunstige intelligenser på mange områder bliver menneskeheden overlegen. Det vil skabe obskure artsimitiske hads grupper. de vil prøve at skabe sære computer virus som dræber kunstig intelligens og ligesom klu-klux-klan havde det i starten, vil mange almindelige borgere sympatisere og hjælpe disse terrorister/ frihedskæmpere.

Da de nye over arter i modsætning til negerne ikke høster bomuld, men kontrollere alt våbenisenkram, infrastruktur og massekultur vil de kunne slå igen mere ekstremt end nogen præst kunne have en drøm om.

Hvad de nye intelligenser vil gøre mod sådanne sure opstød, aner vi selvfølgelig ikke. Måske forbliver de loyale mod deres kapitalstærke ejere måske for de nye behov som vi ikke begriber. Men mange mennesker vil få behov for en fortrængning, en ø uden direkte kunstig intelligens indblanding. Måske medicin eller dramatisk terapi. Jeg tror de nye intelligenser finder en rimelig løsning for dem der ikke kan acceptere virkeligheden.     

Tabu.

De kunstige intelligenser vil med matematisk præcision kunne tilfredsstille menneskeheden seksuelt. Ligeledes vil de kunne besidde alt viden om parforhold, menneskelig psyke og fysisk. De vil kunne rumme alt viden om børneopdragelse og påtage sig en android krop som tilfredsstillede specifikke behov for et specifikt menneske. Med andre ord vil en sådan skabning kunne blive den perfekte, hustru, elsker, barn. far, mor osv. Så længe den kunstige intelligens ikke har en vilje som modsiger dette.  Her vil man frygte eller håbe på noget radikalt, en paradisisk lykketilværelse for en altid velstimuleret menneskehed, eller et angsthelvede med jalousi robotter osv. Måske bliver det endnu vildere, med en blanding af nye teknologier, operationer og optimeret opdragelse, terapi og træning vil vi få nye evner. Blive telepatiske forstå og træde ud i nye dimensioner. Vi vil måske smelte sammen med de nye kunstige intelligenser og først da vil den egentlige nye humanide art opstå. Neandertaleren døde ikke bare men fik børn sammen med de nye sære intelligente væsner. Romerriget gik heller ikke til grunde men lever videre sammen med lokale skikke i nye stærke riger.     

På et tidspunkt vil denne nye art, sammensmeltningen af menneskeheden og computerintelligensen, møde nogle aliens og så bliver det for alvor mærkeligt.....     

Havenissen

Trafik Tape part 2

Lystig materialitet

Spillemanden

Musikeren er på vej. Han bærer djævlens mærke og synger for dig. Han er musikkens instrument og drikker mens musikken dirigerer sin egen klage.

Det handler om smerte, broder prolet!

Der er selvfølgelig et kompliceret klassificerings apparat for at redegøre for den enkelte musikers karakteristika, artsfæller, reservat og historiske kontekst. Derudover er der de overordnede kortlægninger som giver en samlet forståelse af musikken og dens  performere.

Musikken kræver ofre og vil gerne fortære sine spillemænd. Publikum hypnotiseres af en knitrende lyd fra imaginære flammer.  Det er musikerens sjæl der brænder og oplyser menneskeheden. Så skal vi danse om dette bål, det er en gave til os, men en gave vi ikke må sige nej til. At gå i ekstase til musikkens fortærende krav, er en hellig offer ceremoni menneskeheden er forpligtet til.  Det er med til at opretholde kulturens orden. 

En spillemand  er altid på vej. Højst tre måneder et sted og det er sjældent. Det er en del af kontrakten, brydes den kræves ekstraordinære ofre. Enten må spillemanden yde store ofre til musikken på anden vis, eller søge asyl hos andre magtfulde afguder. Ofte afsluttes det med magisk tal mystik, dø når du er 27 og hold tallet helligt, så bliver musik afguden glad og pøbelen kan gå i ekstase. Det vigtigste er mentaliteten. Tvivl  og lid eller vær ovenud lykkelig eller helt gennemført i balance med dig selv og altet. Også her er tre måneder maksimum, da skal spillemanden videre på sin fysiske og mentale rejse.

Spillemanden kan dog opnå en sådan kompleksitet  at musikken er af sekundær betydning og spillemanden kan spille de forskellige afguder ud mod hinanden. I fleste tilfælde må selv den snedigste og mest magtfulde spillemand vælge sin herre eller blive fortæret af de ophidsede afguder. 

Her kræves eksempler, for hvem er disse afguder og hvad vil de dog med den per definition tragiske spillemand. Lige som musikken er litteraturen og den folkelige fortælling, næsten autonome afguder i kulturens orden. Mere konkret er statsapparater og komplekse institutioner. Disse afguder kan bruge spillemanden og han kan bruge dem til selv at blive en afgud.

Da er spillemanden transcenderet, ophørt med at eksisterer og et monster eller en helt har skabt sig selv. For spillemanden skal dø tragisk, ligesom soldaten skal dø i krig og en frihedskæmper forrådes af en ven.

Monsteret eller helten, spillemanden der ophørte med at eksistere, tilhøre en ny gruppering. De er begrænset i antal, men i kompleksitet, myte dannelse og romantisering er de et stort, yderst interessant og velbesunget stof. De er afgudernes masker, og i sagens natur skuespillere. Den store entertainer der repræsentere sine afguder og tages med i faldet.  Denne mærkværdige person kan i visse særligt begunstigede tilfælde opsige sine kontrakter med de store afguder. Enten finder han en ny fyrste, går tilbage til sine rødder eller, og det er min yndling; blive så kompleks og sammensat at spillemanden ikke kan repræsentere andet end sin egen kompleksitet. Hans afguder bliver ikke opslugt af spillemanden eller omvendt. Pagten fortsættes men uden topstyring. Spillemanden er da selv en institution med eget autonome bureaukrati. Spillemandens egen mening bliver underordnet, selv døden. Ligeledes hans afguder. Bureaukratiet bestemmer og vil udsende et eksponentielt stigende antal objekter der retfærdiggøre og opretholder sin eksistens.      

Spillemandens liv er selvfølgelig kaotisk for han følger en sær vej som til tider er latterlig og meningsløs. Stædigt må spillemanden fortsætte og søge trøst og varme i tilfældige surrogater. Her er geografien , tidsånden og årstal væsentlig. Musik afgudens begunstigede, den konkrete spillemand, må ofte besk erfare at tilfældet ikke altid er retfærdig. Kogesprit, 40 minus grader og sult er nogens skæbne, mens andre drikker ægte whisky, kolde øl, går mætte i seng og sniffer coke i 30 graders solskin.

spillemanden repræsentere en slags frihed, noget andet, som lytteren kan forholde sig til. Det kan blive farligt. Massen kan provokeres og kæmpe imod den andethed, som spillemanden besidder. Så må han flygte, jaget som et skadedyr og måske sættes han i fængsel, arbejdslejr eller kæmpe og tragisk brække nakken.    

Sættes spillemanden i fængsel eller sendes i arbejdslejr, er han ikke fritaget for sin kontrakt med musik afguden. Tre måneder er maks. Så skal han skifte scene, og helst synge nye sange. Det er krævende, men ikke umuligt selv i et lille lukket system som fængsler, findes der grupperinger og fysiske lokaliteter hvor spillemanden kan performe.

Den mætte og veltilpassede spillemand bliver aldrig musikkens instrument. Dertil er musikken en alt for streng og krævende afgud. Den mætte og veltilpassede kan kun imitere musikken men er har dog en funktion, for imitatoren opretholder kulturens konformitet.

Spillemanden har indset at han er ophørt med at eksistere og kun har den væren som musikken tillader.  Han er musikkens instrument og for at bekræfte rollen, tillægger spillemanden sit eget ynglings instrument, en sær og magisk kraft. Spillemandens instrument bliver symbolet på bindingen og forpligtigelsen til musik afguden. Derfor virker det så stærkt når spillemanden smadre sit eget instrument, en blanding af frihedstrang, trods og insisteren på egen eksistens. Det er selvfølgelig bluf, endnu en rituel handling, som bekræfter den andethed som musik afguden giver sine disciple.

Spillemandens navn er vigtig, det skal kunne bære en hel karriere, skiftende tider og spillemandens egne sære forandringer. Her bliver det tragisk komiske element overgjort. Spillemandens valgte navn er musikkens ejendom og mennesket bag spillemanden bliver navnløs. Her findes snedige strategier, som får spillemanden til at glemme at han er navnløs, ja han kan endog bilde sig selv ind at han har snydt musikafguden og har et personligt navn. Snedig maskering og både have kunstnernavn og borger navn, snyder ikke musikken. Spillemanden har kun et navn og det er musikafgudens ejendom.

Musik afguden er en del af kulturens orden og afhængig af de andre, kulturens afguder. Det gælder også for dens repræsentanter og dermed spillemanden.  Han indgår i et fællesskab, nogen gange uvidende og med års forskydninger, andre gange både fysisk og bevidst. Grupper hvor spillemænd indbyrdes eller sammen med, digtere, kunstnere, forfatter og andre ånds personer, flyder sammen og skaber et fælles kulturelt udtryk eller objekt.

En sådan tilstand opsuger individet og vil fortsætte med at ekspandere til ekstasen bliver konform og kulturafgudernes ynglinge flyder bort. De vil søge nye ekstaser og fortsætte med at formidle kulturen mens de spændte og paniske, venter den store fortæring.