onsdag den 8. december 2010

Monsteret fra Amager

Monsteret fra Amager.
 Af Jonas Palm
2010

Monstret kommer.
Et monster er det civiliseredes modstykke. Det er den utæmmede vildskab som truer civilisationen. Monstrøsitet er med til at definere en civilisations kultur, ved så eksplicit at være dens modstykke. Det gør monstret til en ideel fjende og dens bekæmpelse manifesterer den sejrende civilisations storhed.
Et Monster hænger uløseligt sammen med den kultur som den er i modsætning til. Monstrøsitet er en mytisk nødvendighed. Den giver en civilisations befolkning en fornemmelse af at deres kultur rummer mere end jura og politiske overenskomster. Frygten for monstre gør civilisationen nødvendig, den er det eneste sikre værn mod almen monstrøsitet. Derfor er enhver kultur afhængig i at producere, eller udnævne noget som monstrøst.

Et monster er en perversions ultimative forløsning.
Monstre er det vi frygter, men samtidig også nogle vi fascineres af. Bliver man selv monster, kan man få forløsning for alle sine begær, om end prisen er høj, tab af menneskelighed, tab af sjæl (hvis man er religiøs) og bliver man opdaget, udstødelse fra civilisationen. Det gælder alle monstre. Lige fra vampyrer og varulve til Charles Manson og Stein Bagger.  
Monsteret er dyrisk, uden moral og etik eller konsekvens fornemmelse. Den følger kun sine egne instinkter og er styret af et specifikt begær. Dens fysik er derimod oftest sammensat af forskellige skikkelser. Det gør monstret mærkværdigt dobbelttydig. Kroppen er stykket sammen af forskellige modstridende skikkelser, f.eks. hyæne, snegl, menneske. Mens det monstrøse sind, kun har en vilje, en stræben, et simpelt og farligt begær. Vores kulturs monstre bør forstås som en perversions ultimative forløsning. Det er det forkvaklede og syge begær, som ikke kan rummes i en civiliseret kultur. De onde og syge forbrydelser som vi ikke forstår, og er så uretfærdige, skaber en angst vi er nødt til at begrebsliggøre. Vi skriger, monsteret har hærget. Den mest mystiske og tabubelagte hændelse et civiliseret menneske kan opleve, er døden. Vi ønsker at besejre døden, har dødsdrifter, men har meget svært ved at tale om den helt naturlige død der rammer os alle. Den er for svær at snakke om og fortrænges. Måske er det derfor at alle monstre, har noget med døden at gøre.
 En monsterfortælling henlægges oftest til øde naturområder, men det er ikke selve naturen der er monstrøs længere, men fraværet af civilisation. Derude kan det de indestængte perversioner, som civilisationen holder nede, slippes helt fri og kræve sine ofrer.  
                                    forvandlingen
Et monster er ikke monster hvis det gør og vil andet end at tilfredsstille sit slette begær. Bliver et monster tæmmet, og lystre andres ønsker, ophøre den med at være monstre og vil transformeres til et kulturelt acceptabelt kuriosum. Et Sådan væsen vil dog oftest blive forvist til lukkede institutioner, eller ydre områder.              
Monstret i vores kultur, repræsentere et tabubelagt begær. Disse begærer er ikke allemandseje, men nogle alle acceptere som værende hypotetisk mulige og afskyelige. Det gælder både de meget fantasifulde konstruktioner som zombien, eller en juridisk dømt morder. Monsteret er en trussel og derfor noget man kan frygte. Frygten for ugerninger er dog mest en kulturel legitim undskyldning for at lægge nogen for had. Når nogen udnævnes som monster kan alle behandle det ondskabsfuldt og med utæmmet vildskab. Det moralske problem ved en sådan opførsel, opstår kun hvis den monstrøst udnævnte, erklæres uskyldigt af den samlede offentlighed. Det er ikke nok med en juridisk frikendelse. Er der uenighed i medier og befolkningen om den omtalte er monster eller uskyldig, vil hævnaktioner mod den fortsat være acceptable moralske handlinger.
Det er meget svært at skifte noget fra monsterstatus til en anden.  Når det sker, er det bemærkelsesværdige processer. Bill Clinton gik fra respektabel præsident type, til sexforstyrret, voldtægts monster. Nu er han igen tilbage som den kloge og alfaderlige, der sidder inde med moralsk habitus. Han er dog fortsat mærkværdig i sin rolle og vil aldrig kunne blive et normalt menneske. Bill vil altid, selv efter sin død, være et fænomen. Den monstrøse konstruktion kræver at tingende køres ud i det ekstreme. En anklaget for pædofiliovergreb kan frikendes juridisk. Monster trolddommen kan dog aldrig helt hæves for offentligheden. Hvis vedkommende ligger hele sit liv til skue på samtlige aftenshows og formiddags aviser, kan der dog ske en forvandling til noget bedre. Der skal monstret bevise sin uskyld og ingen medie darling må udtale sig negativt om personen. Endvidere skal monsteret kunne vække flertallet af seernes dybtfølte sympati. Så kan forbandelsen hæves, og der kan ske en tilbage transformation fra monster til næsten-borger. Ingen forældre vil dog tillade at den frikendte, så meget som taler med et barn igen. Endvidere skal personen helst skifte job og bopæl.     
                
 Hollywood Ritet
Vores kultur producere ofte fortællinger, hvor monstret ikke er et virkeligt monster. Det er ikke rigtig ondt og ofte endog sjovt eller endda det sande og ædle i denne verden. Ligefrem romantisk. Denne dobbelttydige svælgen i groteske perversiteter, distancerer os i endnu højre grad fra kulturens tabubelagte begærer. En velproduceret hollywood film fører os gennem ritualer hvor vi får udlevet og forsaget kulturens mest indestænge og farlige begær. Det foregår endog på en så sofistikeret og distanceret formel, at vi end ikke behøver at forholde os til selve tabuet, men blot svælge apatisk, mens vi i fællesskab får opretholdt og styrket tabuet.         
Tabubelagte begærer bliver formaliserede riter, som tilpasset de alders- og segmentgrupper som kulturen forventer de berører mest.  Hollywood maskinen lære os hvad ens egen målgruppe finder mest tillokkende og begærende. Samtidig præsenteres perversiteterne så maskinelt og overgjort, at beskueren ikke kan se sit eget begær i produktionen. Samtidig befæstes bestemte skabeloner som virkelighedens monstre forstås ud fra.
Monstrøsitet kan godt være en fælles handling, men kun have en vilje.
Alle kulturer kan komme på afveje og dyrke idealer og udføre handlinger, som den selv definere som onde. Det gælder både subkulturer og egentlige civilisationer. En flok af individer kan ud fra forskellige interesser skabe et selvkørende monster, som opsluger alle individerne.  Selve monsteret i processen har dog kun en vilje.  Det gælder både holocaust, børsspekulation og mobning i skolegården. 
Det skønne ved monstre er, at de er så klart defineret og aldrig overskrider disse definitioner. En nazist er altid en ond jøde hader. En zombie vil altid æde din hjerne og en terrorist pønser kun på at sprænge dit parcelhus i luften. De er faste holdepunkter i en verden som hele tiden forandre sig. Så dyrk dine monstre, men pas på du ikke selv bliver et. Så vil vi alle nyde at hade dig og med stor selvretfærdighed forfølge dig. Selv efter din død.  

onsdag den 17. november 2010

En metamorforisk substans mangfoldigt forstørrede kvantefænomer

Plasmatisk Monstrøsitet


lermand


                                                      Generalens pantsatte materiel

Barack Obama
 af Jonas Palm

                        2009

Prolog
Første gang der blev skrevet om Barack Obama, var i ”Demokraten” den 17. juli, år 1876. Det var en strålende artikel, som forklarede alle de fantastiske ideer denne mand ville reformere verden med.  Teksten var forfattet af den begavede og på mange måder, interessante kirkefader, Augustin af Hippo.
For Barack Obama er det naturligvis smigrende, at der første gang blev skrevet om hans reformering af sygevæsenet, næsten hundrede år før han blev født.  Omend svært at forklarer. Ejendommeligt er det naturligvis også at Augustin, skulle have skrevet artiklen, da han døde år 430. 
Del 1.
Hændelsesforløbet er måske aparte, men bestemt ikke usædvanligt. Den slags sker alt for ofte i Amerikansk politik, til at undgå en institutionalisering. Artiklen dukkede op i de daglige medier i september måned 2009. Den skabte en del opmærksomhed på grund af dens mærkværdige tids forhold. Selve artiklens indhold, blev prøvet diskuteret, af både fjender og venner af Obama. Det holdt dog hurtigt op da de debatterende fremstod ufrivilligt morsomme, fordi teksten så åbenlys ikke kunne tages for pålydende. Problemet med de sammenblandede tider, krævede en forklaring.  Lingvister verden over, kunne påvise generelle ordvalg i artiklen, som var identisk med Fransk Rokoko tradition, i årene 1740-1750.
Det forhold fik ophidset folkestemningen i en sådan grad at Barack Obama var nødsaget til at videregive sagen, til instituttet for mærkværdige hændelser. En uafhængig instans, som gennem årende havde løst mange lignende sager.
Instituttet arbejdede med flere teorier samtidig, og afprøvede dem metodisk.
Det mest nærliggende ville være en simpel forfalskning, at artiklen i virkeligheden var skrevet for nylig og af en nulevende person. Det kunne være en af Barrack Obamas politiske fjender som ønskede at få det til at se ud som om at Barack Obama selv havde fået nogle til at skrive den mærkværdige artikel. Det kunne også være Barack Obama havde fået den lavet for at få sine modstandere til at fremstå som afsendere der således brugte beskidte og naive tricks. Eller det kunne være en anden forfalsker, evt. et sygt og afsporet individ.
Instituttet for mærkværdige hændelsers tekniske afdeling, kunne efter få dage, med sikkerhed konkludere at avisen hvor artiklen var trykt, blev fremstillet mellem år 1870 og 1883. Meget tyede altså på at artiklen befandt sig i en avis med datoen 17juli 1876. Endvidere var tryk sværten fra artiklen, identisk med avisens øvrige sider. Tryksværten var lidt svære at datere og gav en marv fra 1860-1905, om end meget tyede på at den blev påført avispapiret umiddelbart før den 17juli 1876. Der kunne stadigvæk være tale om et falskneri, men det ville have været en yderst kompliceret og kostbar affære. Og ville med stor sandsynlighed kræve ekspertise og maskineri som førte falskneriet op i en sjælden kaliber.
Instituttet var naturligvis interesseret i at finde andre eksemplarer af avisen og satte en storstillet eftersøgning i gang. Det medførte et hav af dårlige falsknerier som plattenslager prøvede at sælge til instituttet, og andre samlere. Det langsommeliggjorde processen, men langsomt og metodisk fik instituttet frasorteret alle falsknerierne. Det lykkedes dem dog ikke at finde et eneste andet eksemplar af den konkrete avis. Ikke så meget som en side. De fandt udgaver fra ”demokraten” fra samme år, til med en fra 4okt. 1876, men det var det tætteste de nogen sinde kom. Avisen havde aldrig været optrykt i et stort oplag, så det undrede ikke nogen.
Instituttets arbejdede intenst på at finde efterkommere af de ansatte og ejerne af avisen og trykkeriet. Man fandt dog kun ganske få og af dem var der næsten ingen som anede at deres forfædre havde haft noget med avis branchen at gøre. Ingen var i besiddelse af afgørende dokumenter, der kunne kaste nyt lys over sagen. De bygninger som avisen og dens trykkeri havde benyttet, var for længst revet ned og erstattet med mondæne højhuse. Gennembruddet kom fra uventet kant og var i særdeleshed chokerende. Instituttets forskere havde startet en minutiøs gennemlæsning af alle aviser, blade og andre tryksager fra tiden efter 17. juli 1876. De fandt lystige kommentarer til den famøse artikel i bladet ”Revy og humor nr. 14” fra 26. juli 1876.  Det drejede sig om en lille vittig sketch hvor ”demokraten blev gjort til grin over at påstå en neger skulle blive præsident og tilmed hedde noget så fjollet som Barack Obama. Sketchen var ganske kort og placeret blandt en masse andre, så der var ikke andre der havde støt på den.
Instituttet arbejdede effektivt og fik i løbet af få dage indsamlet 14 eksemplarer af revy og humor nr.14. Alt tyede på at de ikke var forfalskninger og instituttet fandt aldrig bevis for det. 
Politiske kommentatorer gik i selvsving, nogle af dem blev så oprørte at de ikke kunne styre sig selv under live udsendelser. De råbte, svedte og skældte ud, men anede ikke hvad de skulle konkluderer. Periodens tv nyheder bragte de mest besynderlige udtalelser som menige borgere nogensinde havde oplevet. Vatikanet skyndte sig at forsikre at der på ingen måde kunne være tale om gamle spådomme fra kirkefadderen Augustin. De blev dog lige så hurtigt mærkeligt tavse og nægtede at svare officielt på uddybende spørgsmål fra verdens undrende journalister. Der kom dog en stadig strøm af modstridende påstande fra anonyme kilder fra Vatikanets inderkreds. Der gik rygter om at Augustin rent faktisk skulle have skrevet en sær profeti, som dog ingen mening gav dengang. Teksten skulle hurtigt være glemt og gemt væk, hvis den da overhovedet havde eksisteret.
Populær pressen var hurtigt ude med en fantastisk, om end logisk forklaring. Augustin havde skrevet den fantastiske tekst, måske havde helligånden givet ham den i en drøm. Da den var så mystisk USA eksisterede ikke engang, havde Augustin selv smidt den væk som en kuriøs fantasi, en feber vildelse. Teksten blev dog reddet af en novice munk der i ungdommelig anspændthed havde set vigtigheden i at bevare denne profeti. Teksten er gået i arv, måske blot som mundtlig tradition, for så at havne ved det franske hof i 1700 tallet. En ung smuk adels pige har nedskrevet profetien med egne ord. Hun har så sendt det til en ung og smuk fransk soldat der gjorde tjeneste i Amerika. Brevet var smukt og duftede endnu af parfume, da det endelig nåede frem. Desværre var soldaten død i kamp og brevet cirkulerede ulæst rundt i det nye unge land fortil sidst at havne hos Avisen ”demokraten” der så har trykt brevet af uvisse årsager.
På denne måde var ikke alene guds eksistens og indblanding i vores jorddiske liv bevist, men også at Barack Obama er forudbestemt og derfor må være af guddommelig status. En frelser sendt af gud.
Den Forklaring blev naturligvis afvist af stort set alle mennesker der havde noget at skulle have sagt. Ikke mindst Barack Obama selv der nok følte sig smigret, men kunne forsikre at han ikke var en ny slags Jesus. Republikanerne rasede frådende over de uhyrlige påstande og kom selv med en masse nye lige så utrolige forklaringer.
Ingen kunne dog forklare den famøse teksts oprindelse og hvordan den skulle tolkes. Med tiden blev sagen også glemt, kollektivt fortrængt, og efter at Barack Obama havde regeret i to valg perioder, fik USA en ny Præsident.
Surdejens væsen                            2009
 af Jonas Palm
Opløsningsæstetik
Det kulturelle væsens behov for opløsningsæstetik er tydeligst i trofæet. Fjendens afhuggede hoved sat på en stage. Der blev behovet overgjort til en grotesk triumf. Hovederne sad på stagerne, mens de langsomt opløstes til få uformelige fragmenter, som med tiden helt forsvandt. Processen bestod af flere stadier, hvorved hovedet langsomt blev til et nedbrudt kranie, for til sidst at formen helt mistede forbindelsen til ethvert menneskeligt træk. Det må utvivlsomt have påvirket beskueren meget stærkt.
En så radikal ændring af hovedet er mere voldsom end blot en påmindelse om døden. Det er et grotesk billede på materialitetens uundgåelige sammensmeltning. Af noget er du kommet, til noget skal du blive. Intet er statisk. Alt er en boblende masse, som tilfældigt danner fragmenter som vi kan forholde os til, hvorefter fragmenterne skifter form og bliver til gærende masse igen.  
Opløsningsæstetik er en dyrkelse af tilfældige fragmenters mystiske kvaliteter. En nydelse af mærkværdige forklumpninger i forhold til den samlede surdej. Beskueren smelter sammen med forklumpningen i øjeblikket, det tidsopdelte interval der adskiller sig fra den flydende bevægelse. Bagefter når tidsintervallet er gået, vil alting have opløst sig på ny, men erindringen om det øjeblik, står tilbage som et klargørende billede på hele processen. En mystisk viden er gået i blodet på beskueren og mætter.    
Surdej og entropi     
Altets eller materialitetens væsen er at forestille som en gærende surdej. Altid under nedbrydning og opbygning, gærende og sprudlende. Dens slutresultat kan vi kun gisne om, men den må være yderst kaotisk, en overhævet størrelse, som er udsplattet til et ufatteligt kaos.  Surdejen kan dog kun forstås som tidens indvirkning på verden, universet, det man med et kalder væren. For ser man surdejen uden tidsaspektet, vil det være de enkelte nuværende fragmenter man forholder sig til. Eksempelvis en butik eller en hest. Vi ved naturligvis at hesten vil dø og blive til løvefoder og butikken på et tidspunkt går konkurs og bygningen bliver revet ned. Alligevel tænker vi på en hest og en butik som en statisk størrelse og ikke en bevægelse, hvor det vi ser, hesten og butikken, på sigt er på vej til at blive nedbrudt. Det gælder alt, selv guld og diamanter bliver nedbrudt, men når vi tænker på dem og taler om dem er det som konstante størrelser.
Det er en naturlov kaldet entropi. Den går ud på at ethvert lukket system, som ikke for tilført ny energi, vil gå fra orden til kaos.  Tiden bliver tænkt med som en faktor. Det gælder alt. Tænk bare på dit eget hjem, tilfører du det ikke ekstra energi i form af rengøring, vil der hurtigt blive kaos og til sidst hvis der aldrig bliver vedligeholdt, vil huset falde sammen, blive en ruin. I større skala er solsystemet også et lukket system som langsomt vil dø, medmindre vi engang om x antal år får en ny sol… Alt det her ved vi selvfølgelig godt, men samtidig eller måske netop derfor, har vi et behov for at udråbe kulturelle objekter og ideer som evige. Det er her konservatoren bliver vigtig. Oprindeligt hang Mona Lisa på et badeværelse, hvor fugten tydeliggjorde entropien. Nu bliver den og alle andre museumsgenstande, holdt kunstigt i live. Der bliver tilført ekstra energi så opløsningen bliver udskudt en smule.
Surdejens rødder     
Den amerikanske halvfjerdser kunstner Robert Smithson er den mest markante entropi-elsker jeg har hørt om. Hans land art kredsede hele tiden om nedbrydningssurdejen. Det mest berømte værk er Spiral Jetty i Salt Lake, som du, kære læser, sikkert kender alt til, ellers er det kun et spørgsmål om google. Pointen er at værket blev skabt, velvidende, at medmindre han slæbte nye tons jord til værket ville det forsvinde i Salt Lake, blive opslugt og forandret til kaos. Derfor skulle den ligge der og ikke i et museums balsamerende skyggerige. Nu er værket kun synligt under ekstrem tørke og findes ellers kun som fotos og video og selv den dokumentation vil blive opløst med tiden.
Robert Smithson og hans ligesindede i land art genren er naturligvis ikke de eneste der har interesseret sig for tidens indvirkning på kulturelle objekter. Romantikkens dyrkelse af ruiner og halvdøde skulpturer, er meget interessant. Et bestemt stadie af forfald ophæves til at være ekstra skønt, skønnere end dens oprindelige form. Derefter gjaldt det om at fastfryse den bestemte tilstand af forfald. Kultur objektet måtte hverken restaureres eller føres hen til et nyt stadie af forfald. Den tilfældige ruin status som blev vedtaget værende ekstra skøn, skulle opretholdes. Da det blev alment kendt at de smukke græske marmorstatuer oprindeligt var bemalet i stærke cirkusfarver, var der ingen romantiker som ville genskabe den tilstand. Stod det til Robert Smithson skulle sådanne statuer bare have lov at smuldre hen og så færdig med det.
Surdejs kulturer
 Selv ideer om entropi smuldre og bliver en eviggyldig naturlov, men kun for kulturen, den som ikke længere er, for hvad er kultur andet end en flygtig erindring, som langsomt fortrænges? En svigfuld og usand ide som per automatik kun kan mistolkes og avle deforme tanker.  Vi nægter kollektivt kulturen som nærvær, værende i nuet og acceptere kun handlinger, møder med kultur, som nødvendige onder, for at brødføde vores erindring. Bevidstheden, i sin reneste form, opstår først på femte dagen. Da mødet med objektet er fordøjet, genfortalt og genfortællingen er blevet kollektivt indskrevet i kulturen.  Det er en vigtig pointe der er værd at fejre. 
Entropi processer er den naturlige udvikling af vores kultur. Vi degenererer den til en monstrøs størrelse. Der bliver ikke i nødvendig grad tilført ny energi til kulturen, som til gengæld æder sig selv og degenererer til en ukendelig dekadent surdej. Det er præmissen for enhver kultur. Ud af andre surdeje opstår en ny spændende bakteriekultur, som så til sidst bukker under, æder sig selv ihjel og bliver til surdej igen. Bedst beskrevet er naturligvis romerrigets fald. Kan vi opnå et lige så farverigt og spektakulært fald, vil opløsningen til surdej være en triumf for vores kultur, der vil inspirere andre kulturer der træder ud af surdejens uformelige substans.
Som frembringer af kulturelle objekter, skal det ikke være et problem, men derimod en sandfærdig tilgangsvinkel til at producere. I første omgang skal man mættes i en sådan grad at objektskabelsen bliver en indre nødvendighed. De kulturelle indtryk skal omsættes til nye objekter. Disse objekter vil andre så optage og fordøje, sammen med andre kulturelt betingede indtryk. Det vil så igen generere nye objekter osv. Der er med tiden blevet skabt så mange kulturelle objekter, som i sig selv også konstant forandres, at der i brugen af de mange variationer, opstår en fornemmelse af at der bliver tilført ny energi til vores kulturelle miljø. Med tiden vil mulighederne for cirkulation, dog virke så fordærvet, at systemet bryder sammen. Der skal ny energi til, sådan fungere naturlovene ganske simpelt. Det mest fantasifulde, ville naturligvis være hvis energien kom fra ikke-jordiske kilder. Kulturobjekter fra rummet. Med mindre det ville være for stærk en påvirkning og blot forøge opløsningen.    

Bang


tirsdag den 16. november 2010



Circus


Pause

       
   The last supper Theme Park



PC


                                                      
                                                                  Forklumpning

                                  
                                                              Generaler til hest



                                     
                                                        Det Dystopiske Kabinet

skitser